AFREGNING:
Nogle gange kan en afregning forekomme for lav, og man kan have en fornemmelse af at være blevet snydt. Det er dog vigtig at have i mente at det her er fødevarer af høj kvalitet, som skal sælges. Fødevarer, der skal serveres på store vildtbuffeter på kroer og restauranter for mange mennesker ad gangen. Så når dyrlægen anviser, hvad der skal skæres bort, er det ikke op til diskussion, uanset hvor overdrevent, det end kan virke.
Den så frygtelige og omtalte listeriasag er et slående eksempel på, hvad vi har med at gøre. Listeria forekommer vidt udbredt i naturen hos vilde dyr, planter og i jorden. Listeria er ikke i kødet, men påføres via omgivelserne. Så med en god hygiejne og grundig behandling af vildtet, vil der som oftest opnås en højere afregning.
Vi skal leve af tilfredse kunder og gode samarbejdspartnere, så med grundighed og omtanke kan vi hjælpe hinanden til bedre fødevarer, bedre økonomi og ikke mindst et bedre samarbejde.